ASTRID MARIE CHRISTIANSEN

"OFF"
5. - 26. oktober

Det er med stor glæde vi nu kan invitere på opdagelse i Astrid Marie Christiansens skæve billedverden.
Med tematikken ”OFF” understreges, hvorledes hendes værker ofte er helt ”off”, hvor det kan være svært for os at finde hoved og hale i, hvad det er, der sker med synsindtrykket, når vi betragter hendes flerdimensionelle værker.
Vi bliver her ført ud på en optisk rejse, der er både levende, skæv og eksperimenterende, og hvor man bliver i tvivl om, hvorvidt der tale om maleri eller skulptur.
Dette skyldes bl.a. at rammerne, bogstavelig talt, sprænges, i kraft af kunstneres selvbyggede blindrammer, som er blevet kunstnerens signatur.

Kunsthistoriker og skribent Joephine Fity beskriver det således i kunstnerens nye katalog, som samtidig lanceres i galleriet til ferniseringen.
”Værkernes ‘dans’ med beskueren, skyldes de bevidst skæve og asymmetriske trærammer, som lærrederne er spændt op på. De giver en oplevelse af, at maleriet vrider sig ud af sin normale rigide, kvadratiske form og nærmest transformeres til et skulpturelt objekt. Objekter der lader øjnene vandre og opdage nye dimensioner i alle maleriets små afkroge og opstillede benspænd.
En vedvarende undersøgelse og leg med farver, former og rum.
Man skal fysisk bevæge sig ud til siderne, bukke sig, tage et skridt frem og måske et tilbage igen for at få hele oplevelsen med.
Værkerne er, hvad man ser: en konstant forhandling mellem form og farve.
Udfaldet bliver opløftende frirum, der bryder med dagligdagen.”
Kunstneren udtrykker det selv således:
“Jeg er et talende menneske, så maleriet er mig, der taler videre, når der ikke er flere ord.”

Astrid Marie Christiansen er født i 1981, er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2012, og arbejder med alt fra akvarel, blyant, kaffe, det optiske sort hvide til lak og pastelfarver.

Vi glæder os til at se Jer alle.

Bedste hilsener,
Lene Kirk & Co
ASTRID MARIE CHRISTIANSEN

"OFF"
5. - 26. oktober