'People at Sunset have Shadows one Mile long'
ÍÑIGO NAVARRO & RAFEL BESTARD
9. - 30. september
ÍÑIGO NAVARRO & RAFEL BESTARD
9. - 30. september
Vi glæder os nu til at få besøg af spanske Rafel Bestard, som de sidste mange år har været en af de førende spanske kunstnere indenfor realistisk maleri, hvor han trækker tråde til de gamle store mestre indenfor maleriet og fører håndværket op til en nutidig kontekst. Gennem årene har hans sensuelle, stoflige værker på denne vis undersøgt folklore og mytologi på en drømmelignende eller foruroligende vis.
Det samme kan i høj grad siges om Iñigo Navarro, der på samme måde som Bestard tillægger det klassiske håndværk et tvist og en humoristiske drejning i hans surrealistiske motiver.
Rafel Bestard (f. 1967) er uddannet fra instituttet for Fine Arts Universitetet i Barcelona i 1990. Hans figurative værker er langt hen af vejen en undersøgelse af klassisk fransk maleteknik kombineret med moderne æstetik.
Om sine værker udtrykker Rafel således: ”Der er ingen tvivl om at der er en anden virkelighed, end den der er inden i os, men vi kender kun til den gennem vores erfaringer.
Erfaringer der ikke kun direkte involverer information, som vi modtager gennem vores sanser. Men også gennem hukommelsen, fantasien, kendskab og vores drømme. I hvert eneste af mine værker, er der noget der ønsker at kæmpe sig igennem. Det kan være kommunikationen med mine nære, eller referencer til verden. En verden som er kompleks, forvrænget, med autobiografiske oversættelser, mellem følelsen af sikkerhed og usikkerhed, melankoli og håb, resignation og trodsighed. Og der er en følelsesmæssig spænding mellem affektion og løsrivelse til stede i værkerne.”
Íñigo Navarro (f. 1977), Madrid, maler i et klassisk figurative stil, hvor han fremmane essensen af de store mestre indenfor maleriet - og samtidig overraskelser ved at tilføje en postmodernistiske, mørkt humoristiske drejning med hans surrealistiske motiver.
Om sin tilgang udtrykker Íñigo således: "Min fornemmelse for kunst i almindelighed er meget forgældet til de store klassiske mesterværker. Jeg kunne næsten sige, uden at overdrive, at jeg blev opdraget i gangene på Prado-museet, hvor min mor var et aktivt medlem af institutionen, og jeg har besøgt Goyas og Velazquez’ værker et uendeligt antal gange. Gennem årene har jeg grundet over, hvad jeg som kunstner kan bidrage med til kunsten. På dette tidspunkt, i min faglige udvikling, har jeg erhvervet en balance mellem teknik, grundlæggende efterforskning, narrativ dybde og en underliggende følelse af humor i mit nuværende arbejde."
Det samme kan i høj grad siges om Iñigo Navarro, der på samme måde som Bestard tillægger det klassiske håndværk et tvist og en humoristiske drejning i hans surrealistiske motiver.
Rafel Bestard (f. 1967) er uddannet fra instituttet for Fine Arts Universitetet i Barcelona i 1990. Hans figurative værker er langt hen af vejen en undersøgelse af klassisk fransk maleteknik kombineret med moderne æstetik.
Om sine værker udtrykker Rafel således: ”Der er ingen tvivl om at der er en anden virkelighed, end den der er inden i os, men vi kender kun til den gennem vores erfaringer.
Erfaringer der ikke kun direkte involverer information, som vi modtager gennem vores sanser. Men også gennem hukommelsen, fantasien, kendskab og vores drømme. I hvert eneste af mine værker, er der noget der ønsker at kæmpe sig igennem. Det kan være kommunikationen med mine nære, eller referencer til verden. En verden som er kompleks, forvrænget, med autobiografiske oversættelser, mellem følelsen af sikkerhed og usikkerhed, melankoli og håb, resignation og trodsighed. Og der er en følelsesmæssig spænding mellem affektion og løsrivelse til stede i værkerne.”
Íñigo Navarro (f. 1977), Madrid, maler i et klassisk figurative stil, hvor han fremmane essensen af de store mestre indenfor maleriet - og samtidig overraskelser ved at tilføje en postmodernistiske, mørkt humoristiske drejning med hans surrealistiske motiver.
Om sin tilgang udtrykker Íñigo således: "Min fornemmelse for kunst i almindelighed er meget forgældet til de store klassiske mesterværker. Jeg kunne næsten sige, uden at overdrive, at jeg blev opdraget i gangene på Prado-museet, hvor min mor var et aktivt medlem af institutionen, og jeg har besøgt Goyas og Velazquez’ værker et uendeligt antal gange. Gennem årene har jeg grundet over, hvad jeg som kunstner kan bidrage med til kunsten. På dette tidspunkt, i min faglige udvikling, har jeg erhvervet en balance mellem teknik, grundlæggende efterforskning, narrativ dybde og en underliggende følelse af humor i mit nuværende arbejde."