Peter Ravn | Morning Lift | 100x80 cm


SOLO // PETER RAVN | RAFEL BESTARD

Det er med stor glæde vi lørdag d. 3. marts åbner op for to nye soloudstillinger med henholdsvis Peter Ravn i det ene udstillingslokale og Rafel Bestard i det andet.

PETER RAVN | ARE WE HAPPY NOW?
Peter Ravn er optaget af den samtale, vi mennesker løbende fører med os selv, når vi ser os i spejlet, sidder bag rattet eller står under bruseren. I sine på samme tid foruroligende og humoristiske værker fortolker han eksistentielle spørgsmål i en stram palet.
Ravns motivverden kredser om hans karakteriske mandefigurer, placeret i svært afkodelige scenarier – liggende, kravlende, faldende. En mandekrop, som stadig er iklædt symbolet på den civiliserede, disciplinerede autoritet - jakkesættet og de blankpudsede sko - men som tilsyneladende har sluppet kontrollen, mere eller mindre frivilligt.

I de nye malerier til udstillingen Are We Happy Now? - optræder mændene ofte sammen, som for at understrege, at der ikke udelukkende er tale om en individuel, psykologisk case story. Dermed peger værkerne – og udstillingens titel – på en form for kollektiv bevægelse eller et paradigmeskifte. Det spørgsmål, som Ravn lader sine mænd stille - Are We Happy Now? - rummer en kulturkritik med relevans for os alle.

Ravns værker tager dermed frihedens evige dilemma ved vingebenet og viser os det moderne menneskes tendens til på én og samme tid at frygte og længes efter at falde ud af den bane, livet holder os fast i. Temaet får fornyet aktualitet, når det udfoldes med den jakkesætklædte mand i centrum. For i samtalen om autoriteternes sammenbrud og patriarkatets fald afdækker Ravns motiver et andet perspektiv: Hvordan magtens mænd selv længes efter at bryde ud af deres rolle.

Ravns figurative malerier rummer trods det naturalistiske tilsnit også noget ubekendt og drømmende. Hans mandefigur befinder sig ofte på en slags ikke-sted - en tilsyneladende øde jordoverflade eller i et topografisk landskab med uidentificerbare bebyggelser. I baggrundene i de nye værker arbejder Ravn med at integrere fragmenter og linjer fra landskabsformationer og skaber således et samspil mellem naturen og et tæmmet, civiliseret landskab.

Peter Ravn har de seneste år udstillet på gallerier i blandt andet Norge, Italien og Belgien samt været en del af gruppeudstillinger på museer og udstillingssteder i ind- og udland. Han udstillede tidligere i år i København hos Galleri KANT, og til efteråret er han inviteret til sin første større soloudstilling på en dansk kunstinstitution, udstillingsstedet Munkeruphus.

RAFEL BESTARD | WE THE SOULS

Rafel Bestard blev for første gang præsenteret på galleriet sidste forår, og synes at være røget lige ind i danskerne hjerter i sin skarpe palet med reminiscenser fra de gamle mestre.

Den spanske kunstner er uddannet fra instituttet for Fine Arts Universitetet i Barcelona i 1990.
Hans figurative værker er langt hen af vejen en undersøgelse af klassisk fransk maleteknik kombineret med moderne æstetik.
Gennem årene har hans sensuelle, stoflige værker undersøgt folklore og mytologi i en drømmelignende eller foruroligende vis, - drøm og mareridt, forførelse og psykopati.

Med sin kunst ønsker Rafel Bestard at vise, hvordan konformiteten begrænser oplevelsen af hverdagen, og hvordan vi kan blive fanget af det normale og monotone.
Hans arbejde udforsker forholdet mellen fusion og de fundamentale modsætninger, lys og mørke samt kærlighed og død.
Rafel Bestard forklarer her hvordan virkeligheden og dermed den verden vi lever i, påvirker hans kunstneriske virke:
“Jeg har, i min kunst, altid ønsket at afsløre noget. En særlig absurd og rebelsk side, som er en del af vores mere og mere komplekse verden.
Der er ingen tvivl om at der er en anden virkelighed, end den der er inden i os, men vi kender kun til den gennem vores erfaringer.
Erfaringer der ikke kun direkte involverer information, som vi modtager gennem vores sanser. Men også gennem hukommelsen, fantasien, kendskaben og vores drømme. 
Min arbejdsprocess involverer iscenesættelse af mødet mellem mennesker i mit værksted. Mennesker jeg kender. Jeg dokumenterer disse møder med fotografiet som medie, og bruger derefter disse fotografier som reference til mine malerier.
Med disse mennesker prøver jeg at vise en bred vifte af stemningsfuld styrke, med de mest simple fagter og udtryk. I hvert eneste af mine værker, er der noget der ønsker at kæmpe sig igennem. Det kan være kommunikationen med mine nære, eller referencer til verden. En verden som er kompleks, forvrænget, med autobiografiske oversættelser, mellem følelsen af sikkerhed og usikkerhed, melankoli og håb, resignation og trodsighed.
Og der er en følelsesmæssig spænding mellem affektion og løsrivelse til stede i værkerne.”