Jose Luis Ceña blev født i Malaga i 1982, han bor og arbejder i Madrid.
I særdeledhed er der to specifikke tilgange som udforskes af den spanske maler Jose Luis Ceña.
Disse ideer er de to grundlæggende elementer i hans maleri: begreberne form og farve.
Med hensyn til form undersøger han det væsentlige spørgsmål om, hvordan vi kan lave meningsfulde malerier i kølvandet på det abstrakte kunstbevægelser i det 20. århundrede. Og især nu i 2020, hvordan abstraktion kan fungere i en verden af superrealistisk digital fotografering.
Kompositionelt præsenterer Jose ofte scener, der minder om den spontane følelse af fotografier. Som det flygtige øjeblik fanget, når nogen åbner en dør, klatrer op i et træ eller springer ned på jorden. Motiverne i hans malerier præsenteres ikke for seeren i traditionel forstand, men er fanget i et øjeblik, der dokumenterer dem. Skikkelserne i malerierne ignorerer normalt seeren. De mødes ikke eller anerkender publikums blik, og det øger en følelse af voyeurisme og at kigge ind. Vi er de ukendte seere, der ser ind i det skjulte.
Dette berører den tid, vi lever i, af allestedsnærværende overvågning ignoreret. Vi bliver konstant observeret, videooptaget, scannet og fotograferet, selv i hverdagens almindelige øjeblikke.
Hans scener er befolket af de mest kendte elementer (mennesker, træer, dyr, huse, biler), men de er samlet i friske, surrealistiske, ulogiske sammensætninger, der føles blandede og overbelastede.
I kunsten er der en mangel på åbenlyst fortælling og er istedet en invitation til seeren, der aktiverer interesse og nysgerrighed. Det, Jose gør usædvanligt godt, er at udforske friktionen mellem realismemanifestet ved at male et velkendt objekt med spot-on nøjagtighed (dvs. en grøn VW-varevogn) mens han sender andre dele af det samme billede i bånd med farverig abstraktion og levende toner, som skaber en følelse af nysgerrig uvirkelighed. Malerierne fremkalder dermed ikke direkte mening, men antyder snarere den skjulte virkelighed i følelser, en chance, en fortælling. Af samme årsag vil hans kunst fungere som en matrix af den melankolske følelse blandt publikum, der til trods for ikke at have oplevet de afbildede begivenheder, bliver poetisk opfordret til at føle nostalgi af øjeblikke, der hører fortiden til.